Tune kan sætte politisk dagsorden
En beslutning i Greve Byråd betyder, at Tuneborgerne i fremtiden kan sætte et forslag på Byrådets dagsorden.
Byrådet har nemlig besluttet at kan man samle opbakning fra 750 borgere over 18 år, får borgerne mulighed for at blive hørt med et forslag på byrådets dagsorden.
Det betyder i praksis, at tusindvis af borgere, kan slå et forslag op på kommunens hjemmeside og i borgerservice. Det kan gøres ved hjælp af Nem-ID.
Hvis borgerforslaget inden for en periode på to måneder kan samle mindst 750 stemmer, skal det tages med på Byrådets dagsorden. Forslaget kommer oprindeligt fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti, men det blev enstemmigt vedtaget af hele Byrådet.
Tvinges til at bekende kulør
Forslaget kan ikke mindst blive en fordel for borgerne i Tune, der på den måde, hvis der er opbakning til det, kan tvinge Byrådet til at bekende kulør i forskellige politiske spørgsmål. Det kan eksempelvis være omkring trafikken i Tune eller skolernes fremtid.
Men også andre spørgsmål vil kunne tages op, og det giver ikke mindst Tune Lokalråd, Tune IF og Tune Pensionistforeningen nogle spændende muligheder for at sætte den politiske dagsorden i byen og få sagerne behandlet af politikerne.
TunePosten glæder sig
TunePosten vil være et af flere debatfora, hvor Tunes borgere kan komme til orde, og dermed og bidrage til debatten om Tune fremtid.
– Med beslutningen får borgerne nu mulighed for at blive hørt på en ny måde, og det er med til at styrke demokratiet i Greve Kommune. Denne her form for borgerinddragelse giver vores borgere en vigtig stemme i de politiske debatter, og det er med til at fremme vores lokaldemokrati. Jeg er sikker på, at borgerne sidder med nogle rigtig gode idéer til, hvordan vi kan udvikle vores kommune, og dem glæder jeg mig til at høre, siger borgmester Pernille Beckmann.
Det nye initiativ kommer i første omgang til at fungere som en forsøgsordning, der løber fra juni 2020 til juni 2021.