Tune

BG Beton taber igen igen beton på vejene

Et stort parti tabt grus gjorde torsdag eftermiddag – igen – vejene farlige for trafikanter på Rendebjergvej. 
BG Beton tabte denne gang en betydelig mængde grus på Rendebjergvej.
Det er begyndt at blive ret tydeligt, at vejene også bliver ødelagt af den beton og det grus, som falder af bilerne fra BG Beton. Læg mærke til de huller, der nu er er i asfalten. De ses også i de vejkryds, hvor BG Beton i og omkring Tune konstant sætter sine spor.

 

Farligt for trafikanter

Bilister måtte bremse ned, mens alligevel fløj rundt, hvis man var så uheldig at komme forbi indkørslen til BG Beton på Rendebjergvej i Tune i eftermiddagstimerne torsdag. Det var nemlig ikke småsten, der blev tabt denne gang.

Ved 18.30-tiden – da trafikken havde lagt sig – var ansatte fra BG Beton dog ude for at feje stenene op igen. Men kun ved indkørslen til fabrikken. Sten og beton ligger stadig “de sædvanlige steder” og flyder i vejkrydsene i og omkring Tune.

Politianmeldt

BG Beton har flere gange forsvaret sig med, at de ikke er ansvarlige, da det er deres kunder, som taber sten og beton. Samtidigt har både politi og kommune forsvaret BG Beton med, at en chauffør skal tages på fersk gerning, hvis der skal placeres et ansvar.

Denne gang udslap en person på knallert en ulykke, da han kom kørende lige bagefter den lastbil, som tabte grus. Men det kunne have gået galt, fortæller han. Han så dog lastbilens nummerplade og har politianmeldt episoden.

Senere på eftermiddagen var BG Beton ude med kosten for at rydde op. Men kun ved indkørslen til BG Betons fabrik. Der ligger stadig sten mange andre steder i og omkring Tune efter torsdagens “uheld”.

 

Også her i krydset Villershøjvej/Rendebjergvej blev der torsdag tabt grus.

 

Endnu en anmeldelse

Det er ikke første gang, BG Beton bliver politianmeldt. Det blev fabrikken også, da der forleden blev optaget en video, som viser en af firmaets biler tabe flydende beton hele vejen fra indkørslen på Rendebjergvej og op til Roskildevej, hvor bilen svingede til venstre og fortsatte med at plastre vejene til gennem byen.

TunePosten forelagde videoen for BG Beton og stillede de spørgsmål, som vi nu adskillige gange har forsøgt at få svar på. Blandt andet om BG Beton føler sig ansvarlige for at rydde op på vejene og om de har tænkt sig at gøre det.

Svaret fra BG Betons direktør Mikael Nielsen lød:

– Vores folk er på sagen.

Du kan se videoen her:

http://tuneposten.tune.dk/2020/04/18/bg-beton-taget-paa-fersk-gerning/

 

TunePosten fortsætter med at spørge

Vi har igennem længere tid forsøgt at få både BG Beton og borgmesteren til at svare på, hvornår der sikres sikre veje i forbindelse med beton og sten, som tabes på vejene i og omkring Tune. Og som ligger så langt væk som ved motorvejstilkørslen. Svarene har vi endnu ikke fået.

Vi vil blandt andet gerne have svar på, hvem der i sidste ende skal betale for genopretningen af den asfalt, som er tydeligt ødelagt. Fratrækkes beløbet den regning, som BG Beton sender kommunen for at byggemodne arealer i Tune og anlægge en ny vej? Eller ender regningen hos Greve Kommunes skatteborgere?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *