Tune

Mainz giver ældre Tuneborgere en varm hånd

I en corona-tid, hvor de fleste sikkert synes, at det ikke ligefrem er lyse tider, kommer det lokale VVS-firma Mainz med et godt tilbud, der varmer, til de ældre borgere i Tune

Arne Sørensen og sønnen Christian siger til TunePosten, at de gerne ville støtte lokale, ældre Tuneborgere midt i en tid, der ikke ligefrem er opmuntrende:

– Vi går heldigvis mod lysere tider, men selv om det luner, har vi stadig brug for varme. Derfor tilbyder vi hos Mainz ældre Tuneborgere et eftersyn af deres gas- eller oliefyr. Vi fylder vand på, og skulle der være en radiatorventil, der har sat sig, så klarer vi også den, siger Arne Sørensen.

GRATIS!

Det helt specielle er imidlertid, at tilbuddet er GRATIS og gælder alle Tuneborgere over 75 år:

– Til gengæld beder vi dem give 100 kroner for et gavekort til Bekkers Kaffebar. På den måde sørger vi for, at borgerne kan holde varmen derhjemme og hjertet varmt hos en lokal virksomhed. Og så luner den gode kaffe jo en gang til på den anden side af krisen, siger Arne Sørensen, der slutter:

– Vi kan ikke give dig hånden, men vi vil gerne give en hjælpende hånd…