KOMMENTAR: Digitalt borgermøde var at gøre grin med Tuneborgerne
At kalde det digitale borgermøde om plejehjem i Tune for en ”total fiasko” er måske lige i overkanten, men så i hvert fald ”gigantisk fiasko” og spild af borgernes tid.
Der bør ikke herske tvivl om, at politikerne i Byrådet havde de bedste intentioner med det digitale borgermøde på Facebook om plejehjemsbyggeri i Tune.
Men de må bare konstatere, at det hele var en rodet forestilling, hvor der var kommunikeret elendigt til borgerne om, hvordan det hele fungerede.
Det viste sig blandt andet, at der var flere kommentatorspor, da centerlederen for plan- og udvikling præsenterede mulighederne for plejehjem i Greve Kommune, og det viste sig da også, at en del borgere ikke kunne komme igennem med deres spørgsmål, da de var havnet på ”det forkerte” spor.

Spild af tid
Andre borgere kunne slet ikke få det direkte signal fra præsentationen i Byrådssalen til at virke, og atter andre – deriblandt TunePostens redaktør – opdagede/vidste ikke, at de under den efterfølgende såkaldte debat skulle opdatere deres browser hele tiden, for at få de seneste indlæg frem på skærmen.
TunePostens redaktør stod af efter 15 minutter, da han ikke anede sit levende råd omkring, hvordan han kunne følge med i debatten. Det var derfor totalt spild af tid.
Derfor kan TunePosten heller ikke referere ret meget fra denne seance, som var en parodi på et ”borgermøde” og en hån mod de mange Tuneborgere, der ville give deres besyv med, men nu ikke får mulighed for det, inden politikerne træffer deres beslutning om IKKE at etablere plejehjem i Tune. For anderledes kan hele forløbet ikke opfattes.
Kunne være bedre
TunePosten har spurgt borgmester Pernille Beckmann, hvordan hun oplevede ”borgermødet”, og hun erkender, at der var visse mangler, men på den anden side hævder hun, at der ikke var andet at gøre:
– Det var bedre end ingenting, og vi er presset af tiden, hvis vi skal have et plejehjem færdigt i 2025. Vi SKAL jo overholde plejehjemsgarantien, og vi er allerede et halvt år forsinket i forhold til tidsplanen. Derfor kan vi heller ikke nå at holde et rigtigt borgermøde i Tune. Beslutningen skal træffes NU! Til gengæld vil vi lade administrationen gennemgå de forskellige forslag til eventuelle alternative løsninger, der blev stillet, før Byrådet træffer den endelige afgørelse, siger borgmesteren til TunePosten.
Måske plejehjem på senere tidspunkt
Hun fortæller i øvrigt, at der sandsynligvis skal bygges endnu et plejehjem i kommunen på et senere tidspunkt, og det vil kunne bringe Tune på banen igen, hvis Erhvervsministeriet vel at mærke ophæver støjrestriktionerne.