Politikerne i Byrådet lytter mere til borgerne
Det er ikke ofte, at TunePosten har anledning til at rose politikerne i Greve Byråd, men ret skal være ret. Noget tyder på, at eksempelvis medlemmerne af Plan- og Udviklingsudvalget er ved at tage magten tilbage til de folkevalgte fra embedsmændene.
Der har på det seneste været flere eksempler på, at politikerne har ageret på borgernes side i byggesager.
Senest i Tune, hvor, som beskrevet i sidste uges nyhedsbrev, forvaltningen havde lagt op til at tillade udlejning/oplagsplads på den tidligere raketstation på Baldersvej med blandt andet stilladser, maskiner, grusparkering/oplag og mandskabsvogne.
Det ville have betydet øget trafik på Søndergade, og en del af den trafik ville cirka 20 store og mindre lastbiler daglig, der altså skulle køre ad grusvejen, som er en del af Hedebostien.
Stemmer ikke overens med visionerne
Embedsmændene på Rådhuset havde foranstaltet en naboorientering, og i praksis skulle sagen slet ikke behandles af politikerne. Forvaltningen kunne alene træffe beslutningen om godkendelse af det ansøgte.
Beboerne i Søndergade og på Baldersvej besluttede at indsende en indsigelse mod planerne, og de sørgede for, at politikerne i Plan- og Udviklingsudvalget blev orienteret inden, de skulle have møde tirsdag.
Formanden for Plan- og Udviklingsudvalget, Marc Genning, oplyser over for TunePosten, at man ikke ønsker mere tung trafik i Tune, og slet ikke på Hedebostien, som kommunen selv beskriver med ordene:
– Visionen for Hedebostien, er at kunne give bedre adgang til en række større, rekreative naturområder og værdifulde landskaber, samt at skabe nye, vigtige sammenhænge, forbindelser og oplevelsesmuligheder…
Mange argumenter mod projektet
TunePosten har set beboernes indsigelse, og af den fremgår det også, at såvel Baldersvej som Søndergade indgår som led i Hedebostien, der daglig anvendes af et stort antal cyklister, motionerende og gående folk i alle aldre, og at de frygter for sikkerheden med en øget trafik, specielt når der er tale om erhvervsrettet, tung trafik.
Dertil kommer en række andre argumenter, der blandt andet inddrager beskyttelse af fortidsminder og støjmæssige konsekvenser af en kraftig forøgelse i den tunge trafik og oplagspladsen.
Borgernes interesser opprioriteres
Marc Genning (V) har over for TunePosten peget på, at udvalget under punktet ”formanden orienterer” hørte om den henvendelse, han har fået fra de bekymrede beboere.

I udvalget var der ingen indvendinger mod, at Marc Genning beder forvaltningen om at gennemgå sagen endnu en gang, og det skinner igennem, at politikerne i denne sag har stor forståelse for borgernes bekymringer – hvis sagen alligevel mod forventning alligevel ender i Plan- og Udviklingsudvalget:
– Jeg erkender blankt, at der har været en del byggesager i Greve Kommune, hvor borgerne har følt mangel på forståelse fra både politikere og forvaltning for deres synspunkter. Vi har fra politisk side nu besluttet, at der skal ses en ekstra gang på dispensationer fra Lokalplanerne, og det har blandt medført, at vi i en række andre sager nedlægger §14 forbud – ”Kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan.” Det betyder i praksis, at vi imødekommer borgernes indsigelser i væsentlig højere grad, end det tidligere har været tilfældet. Vi er jo ikke politisk sat i verden for at genere borgerne, men tvært imod at varetage deres interesser, siger Marc Genning til TunePosten.