Nyheder

Elevers fravær koster børnepengene

Når folkeskoleelever har for meget fravær, kan kommunen med ny lov øjeblikkeligt stoppe udbetalingen af børnepenge.

 

Over 15 procents ulovligt fravær betyder nu, at kommunen kan stoppe børnepengene til skoleelevens familie. Det er realiteten af en ny lov, der trådte i kraft ved starten af dette skoleår.

I Greve Kommune har 150 elever hvert år mere end 15 procent i fravær. Håbet med den økonomiske lussing er, at antallet nu vil falde.

 

Opgøres hvert kvartal

Børnepengene, den såkaldte børne- og ungeydelse – kan blive trukket i dét kvartal, hvor eleven har over 15 procents fravær, siger Claus Jensen, formand for Skole- og Børneudvalget:

– Det er forældrene, som har ansvar for, at deres børn kommer i skole. Det ansvar tager myndighederne ret alvorligt. Derfor mister familierne børnepengene i det kvartal, hvor eleverne har for meget ulovligt fravær, siger han.

 

Individuel afgørelse

Når en folkeskoleeleven ryger over 15 procent i ulovligt fravær, undersøger skolelederen, hvorfor eleven har været fraværende, og forældrene får mulighed for at forklare det.

Derefter kan familien miste børne- og ungeydelsen i dét kvartal. Altså med mindre der er helt særlige omstændigheder omkring fraværet.

 

Slut med advarsler

Tidligere skulle kommunen først udstede et forældrepålæg og kunne så senere standse ydelsen.

Lovændringen betyder, at familien nu får den økonomiske konsekvens med det samme.

 

Lovligt eller ulovligt fravær

Ulovligt fravær dækker over, at eleven ikke kommer i skole, og at forældrene ikke har givet skolen besked om det, eller ikke har bedt skolelederen om tilladelse til fraværet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *