ErhvervNyheder

Betonsvineri fra BG Beton fortsætter

Udkørsel fra BG Beton til Rendebjergvej
Flere Tuneborgere har over for TunePosten gjort opmærksom på, at lastbiler med ”betonkanoner” fra BG Beton på Lundevej taber deres indhold flere steder i byen og på vej til motorvejen.
Udkørsel i T-kryds fra Rendebjeergvej til GrevevejJ

TunePosten forsøgte at følge betonen på den første vej gennem kommunen og konstaterede, at betonkanonene havde smidt deres indhold først ved udkørslen fra fabrikken til Rendebjergvej. Dernæst via T-krydset Rendebjergvej- Grevevej (Tune Parkvejs forlængelse). Også i krydset Grevevej – Tune Landevej var der smidt beton, og det samme gjaldt tydeligvis på motorvejsbroen.

Kryds Grevevej-Tune Landevej

Asfaltbelægningen skades ved den fugtige beton, der inden det størkner også kan afsættes på forbi kørende biler, og TunePosten har derfor spurgt borgmester Pernille Beckmann/Teknisk Forvaltning, om der foreligger en aftale med Greve Kommune om, at BG Beton smider beton fra deres vogne, når de transporterer det væk fra fabrikken på Lundevej.

Hvad siger kommunen

TunePosten vil også vide, hvad kommunen agter at foretage sig i den anledning, og om det er første gang, der klages over dette betonsvineri. Samtidig også om kommunen tidligere har påtalt det – eventuelt hvor mange gange – over for BG Beton.

Motorvejsbroen

TunePosten medsendte de billeder, der kan ses i denne artikel, som dokumentation og vil eventuelt undersøge hos politiet, om der kan indgives politianmeldelse mod fabrikken.

BG Beton afviser ansvar

Ifølge Borgmester Pernille Beckmann har Rådhusets administration ”af flere omgange” påpeget problemet overfor virksomheden:

– Desværre er det meget svært at holde nogle ansvarlige, da der kommer flere forskellige vognmænd, og henter beton. Samtidig oplyser BG Beton, at de ikke kan være ansvarlige for, at andre vognmænd ikke overholder reglerne, når de kører på vejene, oplyser borgmesteren til TunePosten.

Nu prøver de igen

Administrationen har på baggrund af TunePostens billeder igen taget kontakt til BG Beton og fortalt dem om problemerne ”og vist de sigende billeder”.

– BG Beton har oplyst, at de vil tage kontakt til vognmændene og påpege, at de skal passe på, så der ikke spildes beton på vejene. Men i sidste ende kan det være politiet, der skal sikre, at loven bliver overholdt, forklarer Pernille Beckmann.