Tidligere LA-minister optrådte arrogant over for Tune Lokalråd
Tidligere transportminister Ole Birk Olesen kaldte “Nej til Ring 5 Syd” for propagandistiske og forsægte at belære de fremmødte i Transportudvalget
Tune Lokalråd var tirsdag i såkaldt ”deputation” med foretræde i Folketingets Transportudvalg, hvor de tre repræsentanter skulle fremlægge en række argumenter mod Ring 5 Syd, der vil afskære Tune fra resten af Greve Kommune
Lokalrådet havde forberedt et oplæg på cirka 10 minutter, hvorefter politikerne fra de forskellige partier kunne stille spørgsmål.
Formanden for Tune Lokalråd, Sven Edelmann orienterede om en række borgermøder og fremhævede, at transportkorridoren ”er i strid med borgernes retssikkerhed”.
Aflaster ikke Køge Bugt motorvejen
John Andersen fremlagde en analyse af, at en Ring 5 ikke ville aflaste Køge Bugtmotorvejen mærkbart. Analysen har faktisk været hos Vejdirektoratets eksperter for kommentering, og der har man ikke haft noget at indvende mod de tal, analysen tager udgangspunkt i.
Derefter var det Mogens Westergaard, der er læge påpegede, at støj og partikler fra trafikken har en påvirkning af helbredet, og han efterlyste, at Danmark accepterer og anvender WHO grænseværdier.
Konstruktiv lokal politiker
Derefter var det politikernes tur, og her er formålet faktisk, at de kan stille spørgsmål.

Det lokale folketingsmedlem, Morten Dahlin fra Venstre, der i dagens anledning havde sørget for at blive indsat i Transportudvalget, spurgte blandt andet ”konstruktivt og imødekommende” om trafiktallene i analysen var bekræftet i Vejdirektoratet.
Morten Dahlin siger til TunePosten, at det er positivt, når lokale ildsjæle kommer på Christiansborg og forsøger at påvirke beslutningerne:
– Tune Lokalråd pegede på en række faktorer, der kan påvirke livet i Tune på mange måder, og det er godt, at der findes mennesker, der går forrest, når det gælder Tunes fremtid, siger Morten Dahlin til TunePosten.
Arrogant og bedrevidende
Til gengæld benyttede tidligere transportminister Ole Birk Olesen tiden til at kalde “Nej til Ring 5 Syd” for propagandistiske, at de burde have ”konstruktiv tilgang” og skulle ”nuancere for at kunne tages alvorligt”.
Ole Birk Olesens angreb er så meget desto mere ubehageligt, idet de fremmødte kun kan svare på spørgsmål og ikke diskutere med politikerne. Dermed kunne repræsentanterne fra Tune Lokalråd ikke forsvare sig mod politikerens angreb.
Ifølge repræsentanterne fra Lokalrådet havde LA-politikeren optrådt meget arrogant og bedrevidende og havde reelt ikke haft vilje til at lytte til de fremførte argumenter, men brugte tiden til at fremkøre egne argumenter.