Tune

Tune Lokalråd med i kampen mod grusgraven

Tune Lokalrådsforening tilslutter sig nu kampen mod at få et helt nyt grusgravningsfelt tæt ved Tune Landsby.

I et høringssvar til Region Sjælland skriver Lokalrådet blandt andet, at Tune gennem en årrække været har plaget af støj fra flytrafik, støj, luftforurening og tung trafik i forbindelse med råstofindvinding, og på den baggrund ønsker man ikke, at der startes et nyt graveområde vest for byen, ”med de ulemper og gener det medfører”:
– Vi mener ikke, at det er i orden, at det kun er nogle få matrikler – de nærmeste
og mest berørte – der får mulighed for at give et høringssvar. I et lille lokalsamfund, som vores, vil alle blive berørt og bør derfor også blive hørt, hedder der blandt andet i svaret fra Lokalrådet.

Hvad med vejene?
Samtidig efterlyser Lokalrådet, at ”de særlige restriktioner var beskrevet i afgrænsningsskemaet, så det var muligt at tage stilling til det”:
– Hvad der skal ske med de opståede søer i forbindelse med gravningen og de deraf opståede fuglemiljøer, der kan genere flytrafikken, spørges der blandt andet.
Der peges videre på, at den nærmeste statslige vej er Roskilde – Køgevej, og at det netop derfor er af stor betydning, at man i beskrivelsen havde taget stilling til, hvilke veje i området der eventuelt skal bruges som transportveje.
Det understreges i den forbindelse, at ”lastbiltrafik er forbudt gennem alle indfaldsveje til Tune”.

Maltrakterede landskaber
Lokalrådet skriver også, at det kan godt være, at der ikke i dag graves i Greve Kommune, men at der gennem de sidste 50 år har været råstofindvinding tæt op af byen på den nordlige del:
– Tune har været plaget af maltrakterede landskaber, støj, støv og tung trafik, lyder det.
Der gøres videre opmærksom på, at området, hvor regionen nu udsteder råstoftilladelse ”i stor udstrækning bliver brugt som græsnings- og transportkorridor for rådyr og hjorte, samt andet vildt mellem Hedeland og de nye tilplantninger sydvest for Tune (Tune skoven). Man ønsker ligeledes undersøgt, om der er passer – eksempelvis salamander – i området. Padder er nemlig fredede.

Værdifuldt kulturmiljø
Ikke mindst understreges det, at området, der er udlagt som ”værdifuldt kulturmiljø”, ikke er blevet beskrevet og vurderet nærmere inden høringsrunden:
– Det er en selvfølgelighed, at disse skal bevares og bestemt ikke ødelægges for eftertiden. Derfor bør graveområdet som minimum ikke komme inden for de nævnte områder… Det vurderes ikke, at indvinding vil påvirke landskabet væsentligt set i sammenhæng med det eksisterende omgivende landskab. Det er den mest absurde vurdering, det er det samme som at sige, ”når vi allerede har ødelagt, kan vi lige så godt ødelægge resten”. Det er trods alt bedre at se noget uspoleret natur, også for eftertiden, konstaterer Lokalrådet.
Samtidig gør man opmærksom på, at en stor del af familierne i Tune, nok må konstatere et væsentligt fald i ejendomspriserne med de deraf følgende konsekvenser, vanskeligere at sælge og nedsat mobilitet.

Tune Lokalrådsforenings krav
Tune Lokalrådsforening stiller sluttelig en række krav:

– Der må på intet tidspunkt graves nærmere end 500 meter til nærmeste bebyggelse og/ eller bygrænse.

– Der må på intet tidspunkt være støj fra maskiner, eller andet, der generer beboerne.

– Vi arbejder med at etablere plejehjem og ældreboliger hvor der kræves, at støj er mindre end 50 DB, (Fingerplan 2019)

– Luftforurening og partikel udledning må ikke på noget tidspunkt være til gene for naboer, idrætsanlæg og skole.

– Vi stiller som udgangspunkt samme krav som der stilles til motorveje (WHOs anbefalinger)

Udsættelse

Strategigruppen fra Tune Landsby, der koordinerer indsatsen mod grusgravningen, oplyser i øvrigt til TunePosten, at det er lykkedesat få udsat høringsperioden for beslutning om graveområdet med en uge.

Den tid skal blandt andet bruges på et besøg hos borgmester Pernille Beckmann, ligesom det er lykkedes at tilknytte en jurist til gruppen.

Borgmesteren har i øvrigt tilsagt Tune sin og Byrådets støtte i sagen.