UGENS KOMMENTAR: STOP GRUSBARONERNE!
STOP GRUSBARONERNE!
Planerne om at grave grus tæt op af Tune Landsby er et voldsomt angreb på dansk kulturarv og truer adskillige familiers eksistens.
Dertil kommer, at grusgravningen også kommer til at ske tæt ved Tune IF’s fodboldbaner, og når man tænker på de gener i form af støj og støv, grusgravning fører med sig, så er det på tide, at ikke bare Greve Kommune, men hele Tune vågner op til kamp mod grusbaronerne.
Gruset er nemlig ”Danmarks anlægsguld”, der indgår i en lang række af de byggerier og infrastrukturprojekter, som politikerne beslutter. Og hverken politikere eller jordejere har nogen som helst skrupler, når det gælder om at ”grave guldet op”.
Erfaringerne taler deres tydelige sprog om grusbaroner, der ikke lever op til de lovede krav om hensyn til omgivelserne.
For slet ikke at tale om den belastning af vejnettet, en sådan grusgravning vil medføre med flere hundrede daglige lastbiler, hvoraf en del garanteret kører gennem Tune, selv om de ikke må.
Der er gået panik i entreprenørbranchen ved udsigten til, at det blandt andet bliver vanskeligt at skaffe de enorme mængder af grus, der skal bruges, hvis Københavns Kommunes drøm om en kunstig ø i Øresund, Lynetteholmen – et byggeri til 50 milliarder kroner med boliger til 35. 000 borgere og lige så mange arbejdspladser – skal gå i opfyldelse.
Det er skingrende vanvid at etablere flere arbejdspladser og boligområder til København, der i forvejen ikke magter at skaffe den nødvendige infrastruktur.
Det ville være langt mere fornuftigt at fordele erhvervsområderne over hele Sjælland og dermed også skaffe en bedre trafikafvikling.
TunePosten vil følge sagen tæt og opfordrer HELE Tune til at støtte vore medborgeres kamp mod at blive nærmeste nabo til en grusgrav.