Trussel om grusgravning rammer Tune hårdt
En række ejendomme i Tune Landsby, der ligger ud til det frie land mellem Tjærebyvej og Roskildevej, har fået et chok. Den røde stregf på kortet viser det nye graveområde, der går helt op til Tune Landsby.
Region Sjælland har meddelt, at området helt op til ejendommenes skel er udlagt til råstofudvinding – grusgravning – og nu har beboerne fået frem til 28. oktober til at komme med høringssvar.
Arealet er på 187 hektar, og det er vurderingen, at der at der findes en potentiel udvinding på cirka 4,3 millioner kubikmeter, der kan anvendes til blandt andet stabilgrus og beton.
Der er ifølge miljøredegørelsen fem mindre vandhuller indenfor det foreslåede graveområde, der er beskyttet af Naturbeskyttelsesloven, og her hævder Region Sjælland, at det ene vandhul blev undersøgt i 2011, hvor det blev vurderet til at være potentielt
levested for stor vandsalamander og spidsnuet frø – begge fredede arter. Der forligger dog ingen observationer af arterne i vandhullet.
Kommunen har afgørelsen
Det er imidlertid kommunen, der har det sidste ord, idet enhver tilstandsændring i et beskyttet naturområde kræver dispensation fra kommunen, som altså kan beskytte sine borgere mod overgreb fra regionen.
Samtidig kan der kun udvindes råstoffer, hvis ejeren af området er interesseret i at sælge det til råstofentreprenører, men da der er meget store økonomiske interesser forbundet med grusgravning, er det mest sandsynlige nok, at ejeren af jorden vil sælge området.

Areal med kulturhistorisk værdi
I øvrigt er cirka 90 hektar af det foreslåede graveområde udlagt som ”areal med kulturhistorisk værdi”, og en mindre del nær Tune by er desuden udlagt som ”værdifuldt kulturmiljø”.
Ifølge Greve Kommuneplan 2017 er Tune en ”forteby” fra middelalderen, hvor gårdene ligger omkring forten – et åbent areal med en dam, hvor kvæget blev samlet.
Området er derfor udpeget som værdifuldt kulturmiljø.
– Ældre karakteristiske bygninger, vejforløb og beplantning samt den karakteristiske afgrænsning mellem land og by skal bevares, fremgård et af høringsamterialet.
Grusgravning med afstandskrav
Men af miljøredegørelsen fremgår det, at ”der kan indvindes råstoffer på store dele af det foreslåede område uden at samspillet mellem by og land påvirkes”:
– Råstofindvinding medfører en sænkning af landskabet. Det anbefales dog, at der i forbindelse med en eventuel råstoftilladelse vurderes, om det vil være relevant at stille afstandskrav fra råstofindvinding til landsbyen af hensyn til det værdifulde kulturmiljø, hedder det videre i redegørelsen
Luftforurening fra maskinerne
Det understreges videre, at der i forbindelse med indvinding kan forekomme luftforurening fra entreprenørmaskiner og lastbiler, ”som kan påvirke menneskers sundhed ved udledninger af især NOx og partikler”.
Samtidig gøres der opmærksom på, at støvgener kan forekomme for de nærmeste naboer i forbindelse med gravearbejdet, materialestakke, sortering og transport.
– Råstofindvinding medfører transport med tunge køretøjer til og fra graveområdet. Det foreslåede graveområde ligger i nærhed til flere aktive råstofgrave mod nordvest… Råstofferne indvundet på området vil formentlig skulle anvendes i Roskildeområdet eller køres mod syd eller nord til Køge Bugtmotorvejen eller Holbækmotorvejen. Til‐ og frakørsler af lastbiler til graveområdet vil kunne påvirke lokalområdet, herunder sikkerheden for bløde trafikanter i området. Det vurderes dog ikke, at Tjærbyvej bliver anvendt som skolevej for bløde trafikanter. Anlæg af udkørsel vil afhænge af, hvor på området der indvindes råstoffer, men det bør tilstræbes at trafik ledes mod vest eller nord, så Tune og Snoldelev ikke påvirkes af tung trafik, skriver de.
Læs også UGENS KOMMENTAR og en længere artikel om emnet i næste nummer af TunePosten, hvor vi forventer at have en kommentar fra borgmester Pernille Beckmann.