Voldsom stigning for renovation
For boliger med egne affaldsbeholdere udgør den samlede gebyrstigning over 850 kroner – næsten 40 procent
Af Dan Bjerring
Det er husholdningerne i Greve Kommune, der via gebyrer betaler for affaldsordningerne for både dagrenovation, storskraldsindsamling og MiljøCenter Greve.
Da der indføres ny affaldsordning i Greve Kommune den 1. maj 2020, er der udarbejdet to gebyrblade; et der dækker perioden 1. januar 2020 til 30. april 2020 med den nuværende ordning og et, der dækker perioden 1. maj 2020 til 31. december 2020 med den nye ordning.
For at kunne indsamle flere affaldsfraktioner fra 1. maj 2020 skal der investeres i nye affaldsbeholdere og containere. Investeringen er samlet set estimeret til cirka 14,5 millioner kroner fordelt med cirka 6 millioner kroner til beholdere og containere til indsamling af mad- og restaffald og cirka 8½ millioner kroner til beholdere og containere til indsamling af papir, glas, plast og pap.
851,13 kroner i stigning
Der er blandt andet usikkerhed om det endelige antal beholdere til pap og plast, da de er frivillige for boliger med egne beholdere.
For boliger med egne affaldsbeholdere udgør den samlede gebyrstigning ved sammenligning af 2019-gebyrerne på nuværende ordning med 2020-gebyrerne for ny ordning 851,13 kroner, hvilket svarer til en stigning på 35,9 procent.
Stigningen er ifølge Rådhuset ”på niveau med det forventede”, og stigningen i gebyret for MiljøCenter Greve er i høj grad påvirket af, at Solrød Kommune udtræder af samarbejdet.