Karen Elise Nabe-Nielsen: Menigheder består – præster forgår

For 37½ år siden flyttede en ung kvinde med sin mand Henning og to børn ind i den smukke, gamle præstegård i Snoldelev.

Karen Elise Nabe-Nielsen tiltrådte embedet som sognepræst i Snoldelev-Tune Sogne, og gennem de mange år har hun været den åndelige hyrde, der har passet på sige sognebørn i lyst og nød.
Men nu er det slut, og hendes sidste dag i kirkerne er den 29. september, hvor hun holder gudstjenesten i Tune klokken 9 og i Snoldelev klokken 10.30.
Det lå ellers ikke i kortene, at Karen Elise skulle til Snoldelev på netop det tidspunkt. Hun var født og opvokset på Fyn, hvor faderen var præst og provst, og under studierne drog hun til Sudan-missionen i Nigeria, hvor hun sammen med en anden dansker boede med den lokale befolkning ude i bushen i det område, der i dag hærges af verdens måske mest frygtede terrorgruppe Boko Haram.

Skæbnen slog til

Men som det så ofte før er sket, slog skæbnes ned, hun blev forelsket og fik det første barn. Hun og Henning har været gift i 43 år, og Snoldelev Præstegård har været rammen om de fire børns opvækst. Siden er 3 børnebørn kommet til.
Hun beskriver selv sine første år i kirkebladet med ordene:
– En usikker, færdiguddannet teolog. Klog på himlen, et fjog på jorden. Jeg var udklækket, men knapt nok klar til at lære at flyve. Jeg blev puffet ud fra fjeldet, og jeg lærte, som Lomviens unge, langsomt kunsten, fordi der hele tiden var menigheder, der bar og bar over med mig. Der beskyttede mig og slog ring omkring mig, hvis nogen prøvede at angribe mig. Men også menigheder, der havde mod til at sige sandheder til mig. Fortælle mig når jeg tog fejl eller i ungdommeligt overmod troede, at det var mig, der var kirken. Menigheder består, fik jeg en gang at vide, og præster forgår…

Studenten

Karen-Elise var faktisk så ung, da hun kom til de to sogne, at hun blev kaldt ”studenten” af konfirmanderne fra Tune, der, når de var på besøg i præstegården, troede at hun boede der sammen med sine forældre.
Det er tre måneder siden, at hun fortalte til menighedsrådene, at hun havde besluttet at gå på pension, og i øjeblikket står flyttekasserne parate i præstegården for at blive pakket til flytningen. Hun og manden har købt et hus i Gadstrup, så hun bliver i lokalområdet og vil stadig møde sine sognebørn i dagligdagen.
Hun vil dog ikke afvise, at hun på et tidspunkt kunne finde på at tage vikariater:
– Hvis jeg nu synes, at det hele bliver lidt for stille, hvad jeg ikke kan forestille mig, kan jeg jo altid vikariere for andre præster. Og så fortsætter jeg med fredagscaféerne i Snoldelev, hvor der kommer 20-25 mennesker. Det ville være ærgerligt, hvis det går i stå, mens man venter på, at der kommer en ny præst, siger hun.

Man skal ikke tælle timer

TunePosten spørger direkte Karen-Elise, hvordan præstegerningen har udviklet sig gennem årene, og hun understreger, at for hende har det været et kald:
– Ellers tror jeg ikke, man kan holde til det. Det har jo været mit liv. Det kan ikke betale sig at begynde at tælle timer. Jeg har haft fingrene i alt, og jeg har ikke kunnet lade være. Der bliver mere og mere, og jeg har hele tiden lovet, at jeg gerne vil være med til at hjælpe en ung præst i gang. Det er jo sket i Tune, og samtidig ville jeg gerne holde op inden næste menighedsrådsvalg. Derfor sker det midt i en valgperiode, så et nyt menighedsråd ikek skal starte med en ny præst. Derfor passer tidspunktet godt nu, siger hun.

Fortsat samarbejde?

Der går sandsynligvis mindst et halvt år, inden en ny præst kan flytte ind i præstegården, og det skyldes ifølge Karen Elise Nabe-Nielsen en diskussion, om Snoldelev og Tune sogne skal fortsætte samarbejdet i fremtiden. Det er en sag, der skal afklares mellem menighedsrådene inden nytår:
– Det er et samarbejde, vi har haft siden reformationen og sandsynligvis endnu tidligere. Snoldelev Kirke er nok en af de ældste middelalderkirker i landet fra omkring år 1080 og således også ældre end Tune Kirke. Der har sandsynligvis været op til fire trækirker i Snoldelev før den nuværende stenkirke, så kristendommen har måske været til stede i Snoldelev før Ansgar kom til Danmark, siger sognepræsten.

Tune er stadig Annexsogn

Snoldelev har været ”det store sogn”, men for omkring 100 år siden begyndte Tune at vokse og er i dag ”det store sogn”. Tune var ”Annex sogn”, og er det officielt stadig væk, men menighedscentret og administrationen af de to sogne ligger i Tune.
– Derfor kan man jo bare ”bytte rundt”, så sognet hedder Tune – Snoldelev i stedet for Snoldelev – Tune. Problemet er, at de to sogne i dag ligger i to forskellige kommuner, og det giver visse udfordringer, når nye kommer til byerne. Det kan være svært at forstå for forældre i Snoldelev sogn, der når til anden side af jernbanen, hvor de kan se Gadstrup Kirke, at de skal have fødselsregistreret deres barn i Snoldelev, men at registreringen foregår i Tune, siger den afgående sognepræst.
Hun har dog svært ved at se problemet, fordi fødselsregistreringen i dag kan foregå via internettet.

Led i en lang kæde

Karen Elise fortæller, at når man som præst står i kirkerum, der er over 900 år gamle, giver det en særlig følelse
– Det giver i sig selv noget til gudstjenesten, at det foregår i et så gammelt rum, frem for at man eksempelvis holder gudstjeneste uden for eller i menighedscentret. Der har været holdt dåb, bryllupper og begravelser i mange hundrede år. Det har været rammen om glæde og sorg. I al den tid har der været præster, som jeg står på skuldrene af. Jeg er bare et led i en lang kæde. Det har jeg været taknemmelig for at kunne være. Man bliver jo også ydmyg, når man kommer ind i en så gammel kirke, siger præsten.

 

Aldrig messefald

Man kan ofte i medierne se historier om, at færre og færre kommer i kirke, men den oplevelse har Karen Elise Nabe-Nielsen ikke:
– Jeg har heldigvis aldrig haft messefald. Og jeg tror, at der er lige så mange i kirken i dag, som da min far var præst for mange år siden. Det er bare til andre former for gudstjenester. Den klassiske Højmesse er måske ikke lige de den ”der sælger mest”, men når vi eksempelvis holder Høstgudstjeneste i Snoldelev med efterfølgende fest og spisning for et par hundrede mennesker i præstegårdens have, eller Fastelavnsgudstjeneste i menighedscentret i Tune med udklædte børn og tøndeslagning, så kommer der mange. Ja, i Tune ville de omkring 200 deltagere, og tallet er stigende, slet ikke kunne være i kirken. Præstegården og menighedscentret supplerer hinanden, fortæller hun.

Mindes de døde

De fleste tror nok, at Halloween er noget nyt, der er kommet til os fra USA, men Karen Elise Nabe-Nielsen fortæller, at der altid har været holdt Allehelgensgudstjenester i Danmark, hvor man mindes årets døde:
– Jeg elskede Allehelgensaften som barn, når kirken var fuld, og jeg kan stadig fornemme duften af de våde frakker fra mænd og kvinder, der havde deres gang i stalden. Store stærke mænd, som græd, men der var en højtidelighed over det, som var helt speciel. Også i dag holder vi Allehelgensgudstjenester, hvor vi nævner og tænder lys for årets døde. I dag sender vi ligefrem invitationer ud til de nærmeste pårørende, så de kan komme og høre navnet på den afdøde nævnt, fortæller hun videre.

 

Vil savne konfirmanderne

For Karen Elise Nabe-Nielsen har samværet med børnene og de unge været en meget vigtig del af præstegerningen:
– Krybbespillene for de små er altid meget hyggelige, og konfirmanderne har jeg holdt meget af. Dem kommer jeg til at savne. De er ikke lige så godt forberedte fra skolen, som de var tidligere. De kender ikke salmerne, og for nylig spurgte jeg dem, om de kender fortællingen om ”Kain og Abel”. Det gjorde de ikke, så det er op ad bakke, hvad det angår. Til gengæld er de meget motiverede, siger hun.

I lyst og nød

Karen Elise Nabe-Nielsen har skrevet en smuk afskedsartikel i det seneste nummer af Kirkebladet, hvor hun blandt andet skriver:
– Det har været et privilegium at få lov til at være den, der fik lov at dele livet med så mange mennesker i lyst og i nød. Jeg har fået lov at sørge med de sørgende, og glæde mig med de glade. Jeg har fået lov at dele evangeliet i kirken med den gudstjenestefejrende menighed, men ikke mindst, så har jeg fået lov at dele evangeliet med hver den, jeg mødte i området. Over køledisken eller på gaden, hvor den største del af præstens forkyndelse måske foregår. Jeg har fået lov at lege sammen med konfirmander og FDF/spejdere, og jeg har fået lov til i 20 år at tage på menighedsture i ind og udland. Alt sammen har været en del af det menighedsskabende kirkeliv, som jeg vil savne. Tak for tillid til, tro på og tålmod med mig som præst i Snoldelev-Tune Pastorat….
Der vil være en afskedsreception i Snoldelev præstegård efter gudstjenesten på søndag klokken 10.30.