Tidligere borgmester: Anklager mod De Konservative er usande
Hans Barlach afviser beskyldningerne om konservativt pamperi i Park & Vej
Det ville være synd at påstå, at den tidligere konservative borgmester i Greve Kommune, Hans Barlach, var enig i den kritik, som TunePosten rejste i sidste uge af forholdene på Rådhuset og ikke mindst Park & Vej.
Hans Barlach mener faktisk, at hele artiklen er forkert, og siger blandt andet til TunePosten, at den kontrakt om fremtidens opgaver på Park & Vejs område, som blev underskrevet aftenen før, han trådte tilbage, ikke gjaldt for otte år, som skrevet i artiklen, men kun for fem år. Desuden var der mulighed for at forlænge den med to gange to år og dermed i alt ni år.
Privat selskab
Hans Barlach forklarer:
– Der blev etableret et privat selskab, hvor kommunen og entreprenørfirmaet Arkil ejede hver 50 procent, men ved uenigheder i bestyrelsen, med tre medlemmer fra kommunen og tre medlemmer fra det private firma, ville det private firma, Arkil, have den bestemmende indflydelse. Beslutningen om etableringen af virksomheden med Park & Vej blev truffet efter et stort EU-udbud, hvor konstellationen mellem kommunen og den private virksomhed vandt opgaven, fortæller Hans Barlach.
Overskud skulle deles
For ham var det afgørende at få de ansatte i Park & Vej over på en privat overenskomst, og det kunne lade sig gøre med den vedtagne konstellation:
– Samtidig skulle overskuddet deles, og jeg mener, at Greve Kommune har scoret 3-4 millioner kroner i overskud. Det har faktisk været en guldgrube for Greve Kommune, og jeg er også i dag stolt over at have løst opgaven på den måde, siger Hans Barlach.
Han gør i øvrigt opmærksom på, at Arkil på to møder med den kommende borgmester inden kontraktunderskrivelsen havde tilbudt at trække sig fra aftalen om samarbejdet med Park & Vej. Den private virksomhed ønskede ikke et samarbejde, der var i modsætning til det politiske flertal, men den mulighed havde det kommende flertal ikke benyttet sig af
Forlængede kontrakten to gange
Han peger også på, at hans efterfølger på borgmesterposten to gange har benyttet sig af muligheden for at forlænge kontraktens varighed og flere gange har haft borgerlige ministre på besøg, for at de kunne se, hvordan ”Offentligt-Privat-Samarbejde” kunne udføres i praksis – det såkaldte OPS:
– Pernille Beckmann ville næppe have forlænget kontraktens varighed to gange, hvis det var så dårligt, hvad vi havde lavet. Hun ville nok heller ikke have haft ministre på besøg for at prale af samarbejdet mellem kommunen og den private virksomhed, siger Hans Barlach
Kendte ikke til klausuler
Omkring det famøse udbud af opgaver på vedligeholdelse af grønne arealer, hvor virksomheder, der vandt konkurrence mod Park & Vej skulle skrive under på en klausul om, at de ikke de næste to år ville konkurrere mod Park & Vej på andre opgaver, siger Hans Barlach, at han ikke kendte til, at det foregik på den måde:
– Da jeg fik kendskab til det, fik jeg det stoppet med det samme, for naturligvis var det uacceptabelt, at det foregik på den måde, siger han
KOMMENTAR:
TunePosten erkender, at have begået en FORMEL fejl ved angivelsen af den periode, kontrakten løb over, men kendsgerningen er, at kontrakten blev indgået for en periode, der forhindrede det nyligt valgte byråd, hvor der var klart flertal mod kontrakten, i på noget tidspunkt at forhandle en ny kontrakt. Og kontrakten løb med muligheden forlængelser i over otte år.
Det er også en kendsgerning, at Rådhuset i flere omgange af blandt andre det daværende Håndværksrådet blev gjort bekendt med, at Park & Vej benyttede de nævnte klausuler til at forhindre konkurrence, men at Hans Barlach som borgmester og dermed ansvarlig for det daværende kommunale Park & Vej, efter TunePostens opfattelse først skred ind, da han blev presset til det og med bemærkningen om, at ”det er ikke så slemt, når det kun er den vindende virksomhed, der får klausulen”.
TunePosten har bedt borgmester Pernille Beckmann om en kommentar, men den må vente til det kommende nummer af avisen, der udkommer torsdag den 25. marts.