Udslip fra rensninganlæg lukker badestrandene
I onsdags løb urenset vand fra Mosede Renseanlæg over. Derfor er strandene nu lukket fra Mosede Havn til Karlsunde Strandpark.
Onsdag skete et såkaldt “overløb” på Mosede Renseanlæg. Af risiko for at mennesker og dyr skal blive syge af bakterier, er strandene derfor lukket for badning, oplyser Greve Kommune:
“Der har desværre været overløb fra Mosede Renseanlæg i dag. Derfor fraråder kommunen badning fra Mosede Havn til Karlslunde Strandpark. KLAR Forsyning arbejder på at finde årsagen til overløbet”, skriver kommunen på facebook torsdag.
Når vandet løber over spildevandsbassinet på Mosede Renseanlæg, ledes det væk via et stort vandrør – den såkaldte havledning – og ender derfor i Køge Bugt. Når det sker, er det normalt oftest i forbindelse med et større eller længerevarigt regnvejr.
Farlige bakterier
Greve Kommune anbefaler nu, at man ikke bader fra stranden mellem Mosede Havn og Karlslunde Strandpark på grund af risikoen for de sundhedsskadelige bakterier.
Kraftig algevækst
I forvejen er der kraftig algevækst ved flere af vores badestrande, hvorfor man skal passe på ved badning. Hvis vandet er plumret, bør du ikke bade. Og du bør kun bade, hvis du stadig kan se dine tæer, når du står i vand til hofterne. Ellers risikerer man at blive syg.
Specielt farligt for børn og hunde
Småbørn og hunde, som ofte vil sluge vand, risikerer at få de giftige bakterier i maven. Så hvis man får det dårligt efter badning i algefyldt vand, skal man søge læge. Hvis du har været i algeholdigt vand, bør du også vaske kroppen grundigt.
Greve Kommune råder til at du ikke bader hvis:
– Vandet er plumret, og du ikke kan se dine tæer, når du står i vand til hofterne.
– Hvis der er rødt flag på badebroer.
– Skiltene med badevandsprofilen på stranden er udskiftet med en planche, der fraråder badning.
– Der i medierne advares mod forurening med blå-grønalger eller furealger på kysterne langs Køge Bugt.
– Der har været særlig kraftig regn i løbet af de sidste tre dage.
– Du er mindre end 200 meter fra et udløb (åer og regnvandsledninger, som løber ud på stranden).
Du kan læse mere om badevandet her: https://www.greve.dk/borger/miljoe-og-affald/badevand/