Særligt vigtigt at blive influenza-vaccineret i år
Den gratis influenza-vaccine til sårbare borgere er endnu vigtigere i år end tidligere år.
Flere steder i kommunen kan sårbare borgere snart få gratis vaccine mod influenza. I begyndelsen af oktober gentages det årlige gratis tilbud til personer over 65 år, personer med kroniske sygdomme, overvægtige med en BMI over 40, gravide samt førtidspensionister.
Men i år er den vigtigere end nogensinde at få, siger Martin Nordentoft Rasmussen, chef for Center for Sundhed & Pleje i Greve Kommune:
– I en tid med corona-pandemi er det særlig vigtigt at forebygge og beskytte personer i særlig risiko mod alvorlige sygdomme, siger han.
To måder at få vaccinen
De borgere, som tilhører en af de ovennævnte grupper, kan kontakte deres egen læge for at få vaccinen eller møde op på biblioteker og i borgerhuse for at blive vaccineret.
Lægen tilbyder gratis influenzavaccine og en samtale om, hvorvidt øvrige vacciner er nødvendige, og hvad man i øvrigt kan gøre for at forebygge sygdom i løbet af vinteren. Her skal man bestille tid på samme måde, som man plejer.
Vaccination på biblioteket
På biblioteker og i borgerhuse kan man blive vaccineret gratis mod influenza, hvis man har bestilt en tid på www.minvaccination.dk eller via telefon 77997788.
Det er muligt at bestille tid til følgende tidspunkter og steder:
- 1. oktober kl. 9-12 Greve Borgerhus.
- 2. oktober kl. 10-12 Karlslunde Bibliotek og Greve Bibliotek. Kl. 13-14 Tune Pensionistcenter og kl. 15-16.30 Greve Bibliotek.
- 6. oktober kl. 9-12 Greve Borgerhus, og kl. 13-15.30 Tune Borgerhus.
- 9. oktober kl. 10-12 Karlslunde Bibliotek,
kl. 13-14 Tune Pensionistcenter
kl. 15-16.30 Greve Bibliotek.
Du kan også læse mere om influenzavaccination på: http://www.greve.dk/influenzavaccination