Café for demente på Greve Museum
Torsdag den 10. september kl. 13-14.30 er der mulighed for at tage et smut tilbage til barndomsmindernes land, når Greve Museum i samarbejde med Ældre Sagen i Greve inviterer til erindringscafé.
Kaffeerstatning, kiksekage og købekort. I Greve Museums café er bordene dækket med broderede duge og gammelt porcelæn. Der er masser af kaffe på kanden, og kagerne er bagt efter gamle opskrifter. Der er lagt op til en hyggelig eftermiddag, hvor kaffekopperne vil klirre, og snakken vil kredse om dengang, farfar var dreng, og mormor var en ung pige.
Gamle ting bringer minderne frem
Hukommelse er meget andet og mere end et arkiv, et fotoalbum eller en harddisk. Vi husker med kroppen, følelser og alle sanser. Til erindringscaféen mødes gæsterne over kaffebordet sammen med museumsinspektør Kamilla Hjortkjær og frivillige værter fra Ældre Sagen i Greve for at dele gode historier fra en svunden tid, synge sange og se på ting og sager, som vi måske knap nok kan huske, hvornår vi sidst har brugt.
Her kommer både gang i kaffemøllen, rationeringsmærkerne, piskeriset og gamle ugeblade, mens der smages på hjemmebagt kage. Når maverne trænger til en lille pause, bliver der suppleret op med sange og gode historier.
Vi husker med hele kroppen
Greve Museum sætter sammen med Ældre Sagen i Greve fokus på demens. Derfor inviterer museet og Ældre Sagen i fællesskab til denne hyggelig erindringscafé, hvor man kan samles omkring te, kaffe og hjemmebagt kage. Gennem gamle ting, smage og sange kan deltagerne dele minder og historier fra deres liv.
Praktisk information
Erindringscaféen henvender sig til folk i alle aldre og er både for dem, som er ramt af demens og for deres pårørende. Erindringscaféen finder sted torsdag den 10. september klokken 13-14.30 på Greve Museum. Køb din billet for 40 kroner her: https://www.grevemuseum.dk/dit-besoeg/det-sker/109-kaffeerstatning-kiksekage-og-koebekort/