Tunespejderne har atter gang i aktiviteterne
Det har været et mærkeligt forår og sommer for Tunespejderne, hvor coronaen har lagt aktiviteterne brak, og sommerlejren på Bornholm blev aflyst.
Derfor var glæden da også så meget desto større, da det lykkedes at afvikle den traditionsrige sommerfest, hvor spejdere i alle aldre, børn og forældre samles i spejderhytten, Tinggårdslunden 37, til en spændende dag.
Det hele begyndte med uddeling af årsstjerner og oprykning i de forskellige spejder/aldersgrene- selvfølgelig under skyldig hensyntagen til sikkerhedsbestemmelser med grundig afspritning af hænderne.
Det muntre køkken
Der var også tid til at prøve sig af i spejderudgaven af ”Det Muntre Køkken” og tovtrækning, og de ældste spejdere havde om natten til lørdag overnattet i en flot selvbygget shelter med hængekøjer.
Spejdere omtales ofte i medierne som ”foreninger”, men det rette ord er en gruppe i en verdensomspændende bevægelse skabt af den britiske oberst Baden-Powell i begyndelsen af forrige århundrede.
I Tune er den lokale spejdergruppe en del af KFUM-spejderne i Danmark, men overordnet set har alle spejderkorps samme formål, nemlig at udvikle børn og unge, så de til gavn for samfundet og i sidste ende også dem selv udvikler sig til hele mennesker.
Verdens bedste lederuddannelse
De fleste kender til de gamle spejderdyder som at tænde bål og lave mad over bålets flammer og gløder, de skal også kunne binde knob, lave besnøringer, bruge kort og kompas, og i det hele taget klare sig i pagt med naturen.
Og ikke mindst betyder kammeratskabet en hel masse. Den kendte erhvervsmand, Lars Kolind, er fortsat aktiv spejder, og han kalder spejderbevægelsen for ”verdens bedste lederuddannelse”.
Og om to år bliver Hedeland centrum for et af de største spejderarrangementer nogensiden i Danmark, når omkring 40.000 spejdere deltager i ”Spejdernes Lejr”.
Mød bare frem
I Tune går børn og unge nu i gang med det nye spejderår, og de glæder sig til forhåbentlig at se flere, der vil være en del af fællesskabet.
Spejderne i Tune gruppe er delt op i 5 aldersgrupper:
Bæverne (0.-1. klasse) Mandag 17.30-19.00
Ulve (2.-3. klasse) Tirsdag 18-20
Juniorspejderne (4.-5. klasse) Torsdag 19-21
Spejderne (5.-7. klasse) Torsdag 19-21
Seniorerne (8.klasse-16 år) Torsdag 19-21
Yderligere information kan fås hos gruppeleder Gitte Røssel – Email: gruppeleder@tunespejderne.dk Telefon: 22 63 99 19