Find dit hus blandt gamle luftfotos
Masser af gamle luftfotos fra hele landet viser, hvordan landskabet og byerne har ændret sig gennem tiden. Alene i Greveområdet ligger der nu 20.000 billeder frit tilgængeligt for alle.
På hjemmesiden: http://www5.kb.dk/danmarksetfraluften ligger tusindvis af luftfotos fra hele landet. Billederne går mange år tilbage i tiden og viser, hvordan både by og land har udviklet sig.
Du kan søge på et by- eller stednavn. Men det er langt nemmere at zoome ind på netop det område, du vil udforske. Derefter kommer grønne nåle frem på kortet. Klik på en af de grønne nåle og i de fleste tilfælde vil flere små billeder komme frem ude til venstre på skærmen. Klik på ét af billederne og det vises i større format. Ofte med både sted og årstal.
Sæt dit eget præg på lokalhistorien
Det Kongelige Bibliotek står bag det omfattende billedarkiv. Men man kan også selv være med til at udbygge siden. Kender du eksempelvis til data, som ikke er anført til de enkelte billeder, eller kan du komme med rettelser eller tilføjelser, kan du selv indtaste informationerne. Der er masser af hjælp at hente på hjemmesiden til, hvordan du gør.
Læs eventuelt manualen
På hjemmesiden ligger også en udvidet manual til brug af selve billedarkivet. Her kan du finde svar på, hvordan du nemmere navigerer rundt, hvad enten du bare kigger med eller vil være med til at skrive Danmarkshistorie ved at tilføje din viden om billederne.
Du kan se mere her: http://www5.kb.dk/da/nb/materialer/luftfoto/komgodtigang.html
Billedet øverst på denne artikel er for øvrigt Tune set fra luften tilbage i 1987. I forgrunden Shell-tanken, hvor der nu ligger Netto, og i baggrunden cementfabrikken, der de kommende år forvandles til et boligområde.