Roskilde blæser til kamp mod lufthavnens støjzoner
Roskilde borgmester Thomas Breddam, der i øvrigt er opvokset i Greve, har rettet henvendelse til sin partifælle, erhvervsminister Simon Kollerup, for at få ham til at lette restriktionerne i forbindelse med støjzonerne omkring Roskilde Lufthavn.
Roskildes borgmester peger på, at støjkonsekvensområdet lægger store begrænsninger for udviklingen i Roskilde Kommune, og at det er meget vigtigt at støjkonsekvensområdet og administration heraf er ”opdateret og retvisende”.
Formålet med henvendelsen til ministeren er at få lettet restriktionerne for Vor Frue og Gadstrup, og borgmesteren forklarer, at udpegningen af støjzoner stammer helt tilbage fra lufthavnens etablering i begyndelsen af 1970’erne, og det er de oprindelige støjzoner, som fortsat er gældende.
Kan få stor betydning for Tune
Lykkes det for Roskilde at få dispensation fra de gældende støjzoner, kan det også få stor betydning for Tune, idet det netop er støjzonerne, der er skyld i, at der ikke kan bygges hverken ældrecenter, ældreboliger eller seniorboliger på den store grund ved siden af TuneHallerne.
Teksten blev dog ændret i Fingerplanen ændret til, at kortets restriktioner for nye boliger generelt gælder:
– Med mindre det kan sandsynliggøres, at der ikke er væsentlige miljømæssige problemer forbundet hermed…
Det opfatter Roskildes borgmester som ”en tillidserklæring” til kommunernes evner for selv at fortage en miljø- og planlægningsmæssig vurdering.
Solid viden fra Erhvervsstyrelsens egne beregninger
Han mener, at Roskilde ”kan sandsynliggøre, at der ikke er væsentlige miljømæssige problemer forbundet med udviklingen af områderne”.
Borgmesteren mener, at der er en ”solid viden” fra de støjberegninger, som Erhvervsstyrelsen udarbejdede i samarbejde med Roskilde Lufthavn, og som lå til grund for det reviderede støjkonsekvensområde, der blev sendt i høring.
Men det generer åbenbart ikke ”de store bureaukratiske ånder” i Erhvervsstyrelsen, for Thomas Breddam skriver:
– Til vores store forundring har vi imidlertid modtaget signaler fra Erhvervsstyrelsen, som indikerer, at de ikke vil anerkende beregningerne udført i 2018, og at vi måske vil få et statsligt veto. Roskilde Kommune er overbevist om, at dette må bero på en misforståelse…
Uændrede støjzoner siden 1970
Kommunen har modtaget nemlig svar fra Erhvervsstyrelsens vicedirektør, Sigmund Lubanski, der slår fast, at Erhvervsminister Simon Kollerup har sendt sagen videre til Erhvervsstyrelsen og dermed overladt til embedsmændene at svare på henvendelsen.
Han erkender, at både Gadstrup og Vor Frue i forbindelse med den seneste revision af Fingerplanen udgik af støjzonen.
– Forslaget til opdateret støjzone blev derfor udtaget af Fingerplanforslaget, og støjzonen i Fingerplan 2017 er videreført og omfatter fortsat et restriktionsområde og et støjkonsekvensområde. Rammen for kommunernes planlægning er dermed uændret i Fingerplan 2019 i forhold til støjzonen, og dermed er der ikke nye muligheder for ny byudvikling med boliger i støjzonen. I restriktionsområdet, hvor Vor Frue og Gadstrup ligger, er det således fortsat ikke muligt at planlægge for nye boliger, skriver Erhvervsstyrelsens vicedirektør.
Det er LØGN
Og så gentager han den totalt usande påstand om, at ”forslaget til en opdateret støjzone blev mødt med mange kritiske høringssvar” både fra borgere og fra de omkringliggende kommuner.
Det er direkte usandt, idet de kritiske høringssvar IKKE gik på støjzonerne, men på planerne om at udvide antallet at start/landingstilladelser til store rute- og charterfly til 60.000 fra de nuværende 2.500.
Der var ikke en eneste protest over støjzonerne, hvilket den daværende erhvervsminister Rasmus Jarlov bekræftede.
Må støje uden øvre grænse
Han påstår også, at ”lufthavnen som udgangspunkt” har mulighed for at opnå miljøgodkendelse til at støje uden nogen øvre grænse i alle dele af restriktionsområdet. Det er heller ikke sandt.
Han erkender dog, at der i Fingerplanen er indføjet en passus om, at der som hovedregel ikke kan planlægges for eller meddeles enkelttilladelse til ny boligbebyggelse eller anden støjfølsom anvendelse, medmindre det kan sandsynliggøres, at der ikke er væsentlige miljømæssige problemer forbundet hermed.
Dermed skulle man umiddelbart tro, at der åbnes for den fortolkning, som Roskildes borgmester agter at anvende – men NEJ!:
– Idet der i restriktionsområdet potentielt vil kunne være flystøj, der overskrider støjgrænsen for boliger, kan det ikke udelukkes, at der vil kunne være støjmæssige problemer forbundet med planlægning for boliger i restriktionsområdet, skriver Erhvervsstyrelsen.
Tommelen ned for Roskilde Kommune
Han slår fast, at Roskilde Kommune ikke kan anvende støjberegningerne, der blev gennemført i forbindelse med udarbejdelse af forslaget til opdateret støjzone, til at argumentere for, at der ikke vil kunne være støjproblemer for nye boliger i restriktionsområdet.
Samtidig understreges det, at arbejdet med en eventuel revision af støjzonen først kan genoptages, når udbygningsplanerne for Kastrup Lufthavn foreligger, og Roskilde Lufthavns fremtidige rolle i den sammenhæng er kendt.
Han oplyser, at Københavns Lufthavne ”netop har sendt en ansøgning til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen vedrørende sine udbygningsplaner”:
– Vi forventer derfor at kunne opstarte dialogen om en eventuel revision af støjzonen omkring Roskilde Lufthavn i 2020, slutter vicedirektøren.