49 forslag til vejnavne på cementgrunden
De barberes nu ned til 5-10 navne, som politikerne skal tage stilling til i foråret.
Der skal tages mange hensyn, når vejene i nye bolig skal navngives, og der har været stor interesse fra borgerne i Tune for at komme med forslag på Facebook til navnene i det nye boligkvarter på cementgrunden, hvor det eksisterende forslag med navne som ”Kranen”, ”Klaplaget” og ”Søjlerækken” fik en hård medfart.
Imidlertid skal der tages en lang række hensyn ved navngivning af veje, og derfor er mange af forslagene blevet siet fra.
Flere krav skal opfyldes
Det skyldes blandt andet kravet om, at vejnavne, der allerede findes i kommunen elelr inden for en radius på 16 kilometer ikke kan bruges.
Navnene Triumphvej, Morganvej og Bentleyvej indeholder navne på eksisterende bilmærker, og det kan kræve en særlig tilladelse fra disse firmaer, såfremt disse navne vælges.
I området er der i forvejen følgende navne som kan give forvekslinger Industrilunden, Industrihegnet, Tune Parkvej, Rendebjergvej, Rendebjergvænget, der giver forvekslingsmuligheder.
5-10 bringes i spil
Når udvalget har besluttet, hvilke cirka fem eller maksimalt ti vejnavne, der skal undersøges nærmere, skal de sendes i høring hos grundejeren og hos Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) for så vidt angår retskrivning og i forhold til Bekendtgørelse om vejnavne og adresser.
På den baggrund vil udvalget så i løbet af foråret på ny få en sag til endelig beslutning om de tre nye vejnavne.
De kan komme i spil
Blandt de vejnavne, der opfylder betingelserne og kan komme i spil er følgende:
Musevænget, Perlestenvænget, Tranebærvænget, Ærtestensvej, Nøddestensvej, Blommevej, Kirsebærvej, Uglevænget, Hjortevej, Rævevej og Harevej.