De utilpassede har taget magten
Der går næppe en uge uden, at medierne bringer indslag om sproget og den ”tone”, der hersker imellem mennesker på internettets forskellige sociale medier
Men man behøver såmænd ikke at gå på de sociale medier for at høre eder, forbandelser og trusler.
Man kan bare gå ind i en børnehave eller en skoleklasse, hvor sprogets værste gloser mange steder hænger i luften som en del af det normale miljø.
Kvindelige lærere og pædagoger må finde sig i at blive kaldt ”luder”, og voksne i skoler og institutioner udsættes for trusler, spytklatter, spark og slag.
Børns opførsel og sprogbrug over for både hinanden og voksne er det, man i vore dage kalder ”grænse overskridende”.
Mange forældre undskylder sig med, at deres barn ”har en diagnose”, og at man må bære over med dem.
Men ofrene for ”diagnoserne” er andre børn, der oplever at blive slået eller får trusler om at blive ”slået ihjel”.
Voksne kan nok gennemskue, at en elev i de små klasser næppe er en potentiel ”morder”, men deres ”moppeofre” må alt for ofte flytte skole eller måske sidde med høreværn på i timerne for at kunne koncentrere sig om at løse deres opgaver.
Det er altså de ”normale børn”, der straffes.
For 40-50 år siden ville de pågældende diagnosebørn oftest have fået betegnelsen ”uopdragne”, og deres opførsel ville have haft en eller anden form for konsekvens, der for de flestes vedkommende betød, at de ville komme på andre tanker.
Eller de blev flyttet til specialskoler, så de i det mindste ikke ødelagde normale børns undervisning.
Hvorfor er det gået sådan? Forklaringen er først og fremmest manglende autoritet og vilje hos de mennesker, der omgås børnene i det daglige, til at opdrage dem.
68’erne havde som første formål i deres politiske kamp at nedbryde respekten for autoriteter og traditioner. De fik desværre alt for stor succes.
Hvis der i stedet skrides ind med konsekvens, fra første øjeblik over for de uopdragne unger, ville meget se anderledes ud.
Ansvaret er selvfølgelig først og fremmest forældrenes, men vi har skabt et samfund, hvor pædagogerne og lærerne har mere tid med børnene end forældrene. Derfor må også de påtage sig en del af ansvaret for at opdrage børnene – vel at mærke uden at forældrene blander sig.
I den situation er det naturligt, at mange forældre giver op. De ønsker ikke at se deres børn konstant være kede af at skulle i skole, og derfor søger de, ofte efter at have prøvet alt i forhold til den almindelige folkeskole, over på friskolerne, hvor det fortsat er muligt at levere en god og effektiv undervisning til glade og trygge elever.
– Det mener TunePosten